Mindeord

Lars Nielsen 1970-2019 (Foto: Lastbilmagasinet.dk)


Lyset er slukket. Det store objektiv er taget af, det sorte dæksel er sat på, alt er lagt forsvarligt i tasken. Det sidste foto er taget. Fotograferet med ægte kærlighed til en fantastisk hobby og interesse, af en dygtig, kreativ og passioneret fotograf. Altid med det helt rigtige udstyr. Altid Nikon. Det startede som en hobby, men blev til meget mere end det. Drømmene var stadig store de sidste år. Smuk i Skanderborg gav dig mulighed for at være kreativ med dit kamera midt imellem mennesker og musik. Og det var du. Ingen tvivl om det. Her fandt du de 3 vigtige ting i dit liv, mennesker, musik og billeder. Du jagtede hele tiden det perfekte billede, blandt tusindvis af smukke øjeblikke. En passion – “En konstant stræben efter at tage det perfekte billede uanset hvilket motiv du fik indfanget”; som du selv sagde.

Som ven fyldte du langt størtstedelen af mit liv. Vi var altid mere eller mindre i kontakt. Der kunne gå dage, uger, måneder og endda år i mellem vi så hinanden. Og især da vi kom til at bo på hver sin side af vandet. Men uanset tiden, klikkede vi altid med det samme. Det var et rigtigt venskab. Vi var altid i kontakt.
Vores tilgang til omgivelserne var den samme. Vi kunne se det sjove i selv de mindste ting og gik ofte til stregen og måske også lidt over. Men det var uden bekymringer og altid med en positiv tilgang til oplevelsen. Og vi stod altid sammen. Som venner, som kammerater. Og vi hyggede os. Og vi har reddet hinandens liv. Vores forskelligheder var tydelige, men ingen var i tvivl om vores venskab. Og særligt vores fælles interesse til fodbold, de mange kampe, analyser, samtaler og tip på resultater. Du var altid den bedste. Du mente at Messi var verdens bedste fodboldspiller. At Barcelona var verdens bedste klubhold og at Liverpool en dag ville vinde Champions League igen. Du var den bedste.

Jeg har mistet en god ven.

Tak for alt, Lars ❤️
Ære være dit minde
Du vil aldrig blive glemt.

Michael Duus

Læs også Mindeord fra Lastbilmagasinet.dk – klik her